Sådan bliver du skarpere på din employer branding

Employer branding

Et stærkt brand er ikke kun med til at få flere kunder i biksen. Det er i høj grad også medvirkende til at du skiller dig ud som arbejdsplads og kan tiltrække de bedste kandidater til åbne stillinger – især hvis du husker at bruge tid og ressourcer på employer branding.

I korte træk handler employer branding om at promovere din virksomhed som arbejdsplads. Det er en indsats, der styrker dit brand, skaber større brandværdi, og får din virksomhed til at fremstå som en attraktiv arbejdsplads.

Men hvordan griber man det an? Vi kommer her med nogle fifs til, hvordan du kan blive skarpere på din employer branding.

Forstå dit nuværende employer brand

Før du begynder at lave en overhaling af din nuværende strategi for employer branding, er det en god idé at evaluere den eksisterende strategi for at forstå, hvad der virker, og hvor du fremadrettet bør have dit fokus. På sider som Jobindex.dk er der bl.a. mulighed for at lave anmeldelser af arbejdspladser, så det ville være et oplagt sted at kigge. Så kan du se, hvad tidligere ansatte mener, og evt. svare på positive såvel som negative henvendelser. Det viser, at du lytter til omverdenen, og er klar på konstruktiv kritik.

Skab et behageligt og passioneret arbejdsmiljø

”Walk the talk!” Der skal selvfølgelig være handling bag ordene. Du får kun de bedste ambassadører, hvis dine medarbejdere rent faktisk ér glade. De fleste mennesker vil gerne arbejde et sted hvor de føler, at de udretter noget, og hvor de får en form for tilfredsstillelse af at gå på arbejde.

Ved at skabe og kultivere et passioneret og sundt arbejdsmiljø gør du din virksomhed attraktiv som arbejdsplads, både for nye kandidater, men også for de eksisterende medarbejdere. Og som vi jo alle ved, så giver glade medarbejdere en øget produktivitet og kvalitet, og de bliver de bedste ambassadører for din arbejdsplads. Og så får du det bedst mulige udgangspunkt, i forhold til din employer branding.

Hvad er deres ’purpose’?

Der kan være forskellige grunde til, at man møder på arbejde hver dag. For nogle kan det være, at det betaler for smørret på brødet, og for andre kan det være en tilfredsstillelse ved at gøre en forskel. Men det er vigtigt for dig som arbejdsplads at finde ud af, hvilket ’purpose’ der driver dine nuværende og forhåbentlig kommende medarbejdere. Dét skal du nemlig fokusere på i din employer branding.

Gør brug af den viden du får igennem feedback, så du hele tiden kan tilpasse og udvikle din strategi for employer branding. Vær hele tiden nysgerrig på, hvordan din virksomhed bliver set gennem andres øjne, om det er dine nuværende medarbejdere, nyansatte eller personer der har søgt en stilling hos dig. De har helt sikkert alle et billede af din virksomhed som arbejdsplads, som er nyttig for dig at lære at kende.

Vis personlighed med medarbejderportrætter

Find frem til de gode og personlige historier i din virksomhed, og vis dem frem bl.a. via medarbejderportrætter. Her fortæller dine nuværende medarbejdere om, hvad der gør lige præcis denne arbejdsplads god, og hvilke værdier der er i spil i virksomheden. Gør brug af medarbejdere, der har forskellige roller i virksomheden. Det vil give et bredere billede af din virksomhed som arbejdsplads og mere dynamik i historiefortællingen.

Du kan også sætte nogle af dine medarbejdere til at udarbejde indlæg om de cases eller emner, de beskæftiger sig med, og er eksperter i. Det er både en måde at give en markedsføringsmæssig værdi på, men også at formidle, hvad de ansatte beskæftiger sig med, fortalt fra deres egen synsvinkel.

Det er kun fantasien, der sætter grænser! Men det vigtigste er, at du gør aktivt brug af dine medarbejdere. Mennesker spejler sig i mennesker, så med dine medarbejdere i hovedrollen kan du gøre et stærkt indtryk på nye potentielle ansatte.

Vær autentisk i din fortælling

Du skal ikke prøve at oversælge din virksomhed som arbejdsplads. Folk har en tendens til at se lige igennem de store salgstaler og floskler. Forsøg i stedet at være autentisk i din employer branding, og fortæl de små men autentiske og personlige historier. Det vil gøre din kommunikation mere troværdig, og mulige medarbejdere vil opfatte det som en ærlig fremstilling. Og det er vigtigt at de tror på det du fortæller dem.

Derfor skal du heller ikke kun fremstille de hårde salgsargumenter, som god løn, bestemte arbejdsopgaver eller firmabil. Hav også fokus på de bløde værdier, såsom fleksible arbejdstider, fredagsbaren eller kollegaskabet. Gør også her brug af dine medarbejdere. Hvem er kulturbærerne? Hvem er med til at skabe arbejdspladsen? Er det kantinemedarbejderen, der altid giver et smil på læben hos de øvrige medarbejdere, eller er det måske receptionisten, der altid får dig til at føle dig velkommen, når du møder ind? Der kan være mange gode historier gemt blandt dine medarbejdere. Du skal bare ud at finde dem!

 

Er du blevet mere hooked på employer branding, så kan du læse alle vores indlæg om netop det emne lige her 👈

Kan du bedre lide at bruge ørerne, kan du også lytte til vores podcast om employer branding lige her  👈