Iscenesættelse og formidling af arbejdskultur
Forestil dig, at jeres arbejdskultur var lige netop dét, der gjorde, at en kandidat blev motiveret til at søge jobbet hos jer.
I dette blogindlæg dykker vi ned i, hvordan du ved hjælp af employer branding kan iscenesætte og formidle jeres arbejdskultur til stor gavn for jeres virksomhed.
Med employer branding har du både et redskab til at tiltrække nye medarbejdere og samtidig fastholde de eksisterende. Hvis du endnu ikke er helt med på, hvad employer branding er for en størrelse, har vi lavet en begynderguide, som kan hjælpe dig på vej.
Hvad er en arbejdskultur?
Før vi går nærmere ned i, hvordan employer branding kan bruges til formidling af arbejdskulturen, er det vigtigt at forstå, hvad der definerer en arbejdskultur.
Enhver virksomhed har deres egen kultur. Denne er formet af medarbejderne, normer, værdier, uskrevne regler, handlinger og adfærd. Tilsammen udgør alle disse faktorer lige præcis dén arbejdskultur, der er kendetegnende for din virksomhed. Sagt på en anden måde er kulturen et udtryk for den måde, tingene bliver gjort på. Samtidig er en arbejdskultur en foranderlig størrelse, som hele tiden bliver påvirket af ledelsen, medarbejdere og udefrakommende faktorer. Så det er noget, man kan arbejde aktivt med at skabe.
Kulturen kommer blandt andet til udtryk i påklædning og indretning. Men meget ligger også under overfladen og er ikke til at se, hvis man kommer udefra. Det kan derfor være en fordel at få iscenesat og formidlet arbejdskulturen, så kommende medarbejdere kan få et bedre indblik i, hvad der kendetegner kulturen på arbejdspladsen. – Og så de måske ligefrem vælger jer som arbejdsplads, fordi kulturen taler til dem.
Formidling af arbejdskultur gennem employer branding
Arbejdskulturen kan beskrives som et filter, der påvirker de ansattes oplevelser af arbejdspladsen. Enhver medarbejder har dermed et unikt indblik i virksomhedens arbejdskultur. Og hvem andre end medarbejderne selv er de oplagte til at beskrive kulturen på jeres arbejdsplads? Ved hjælp af employer branding kan du promovere din virksomhed som en attraktiv arbejdsplads med en god kultur, og resultatet bliver autentisk og troværdigt for modtageren.
Strategisk employer branding begynder indefra og tager udgangspunkt i medarbejderens oplevelse af værdier, arbejdsvilkår, det sociale fællesskab m.v. Omdømmet om den kultur og miljøet, der arbejdes i, har i dag opnået lige så stor prioritet for kandidaterne som jobbet i sig selv. Derfor handler employer branding på mange måder om at formidle og sælge denne kultur med en personlig stemme.
Case-eksempel: Rynkeby Foods
Et eksempel på en virksomhed, der har brugt employer branding til at styrke deres brand yderligere samtidig med at styrke den interne kultur, er Rynkeby. Ved at sætte ekstra ind på at anvende personfortællinger og historier fra medarbejderne har de oplevet en styrket intern kultur, ligesom de har oplevet langt større ansøgnings- og engagementsrate.
Du kan læse mere om, hvordan Rynkeby fik styrket den interne kultur, fik gladere medarbejdere og sikret sig relevante kandidater i fremtiden her.
Vil du hellere læne dig tilbage med en podcast i ørene, så kan du lytte til vores podcast med Sidsel Sindal, der er HR Direktør hos Rynkeby her.
Har din virksomhed en branded arbejdskultur?
Måske tænker man ikke nødvendigvis på arbejdskulturen, når man taler om en virksomheds brand. Men selvom det kan være en overset del, bør de to ting matche hinanden. Og der kan ligge et kæmpe potentiale i også at brande sin kultur. Arbejdskulturen er nemlig et vigtigt aspekt i forhold til at opbygge en konkurrencedygtig virksomhed.
En stigende andel af medarbejdere vælger i dag job ud fra, hvilke værdier ved virksomheden der matcher dem selv. Hvis en medarbejder oplever uoverensstemmelser mellem virksomhedens brand og dens kultur, er det svært ikke at betvivle ledelsens troværdighed.
Som leder i en virksomhed er det derfor vigtigt at sørge for, at der er samspil mellem de værdier, I brander jer på, og de værdier jeres interne kultur består af. Det kræver en strategisk indsats og hårdt arbejde. Men når det lykkes, er gevinsten tilsvarende stor.
Sådan kommer du i gang
Et godt sted at starte, når du skal til at beskæftige dig med jeres arbejdskultur, er at betragte den på afstand. Sæt dig et uvant sted på din arbejdsplads, kig dig omkring og reflekter over disse spørgsmål:
- Hvordan har vi indrettet arbejdspladsen?
- Hvordan går vi klædt?
- Hvordan kommunikerer vi?
- Hvordan holder vi pauser?
- Hvilke nedskrevne og uskrevne regler har vi?
- Hvad skriver vi om os selv på hjemmesiden? Stemmer det overens med virkeligheden?
- Hvordan ville du beskrive stemningen blandt kollegaerne?
- Hvilket syn har vi på verden? Mennesker? Klima?
Vil du have hjælp til at formidle og scenesætte din arbejdskultur gennem employer branding? Så tag endelig fat i os!