Sådan laver du et storyboard
Det er en større proces, når der skal produceres en film eller video. Og selvom det ’bare’ er en lille film til Facebook eller din hjemmeside, ligger der en masse forberedelse og arbejde bag. Én af de ting, man arbejder med, når man producerer film og animationer er storyboards.
I dette blogindlæg gør vi dig lidt klogere på, hvad man bruger et storyboard til, og hvordan du giver dig i kast med at lave dit eget.
Hvad er et storyboard?
Et storyboard er en grafisk præsentation af, hvordan din film skal være skud for skud. Det består typisk af en række illustrationer eller billeder, der viser hvert enkelt skud, med noter om, hvad der sker i scenen og hvad der bliver sagt. Det er en form for tegneserie-version af dit manuskript.
Hvorfor har man brug for et storyboard?
Selvom du har skrevet et godt manuskript, er det en god idé at udvikle et storyboard, når du skal lave din film. Og den mest åbenlyse grund til det er, at video er et visuelt medie. Det kan være svært for kunder eller medarbejdere at se slutresultatet for sig, når man kun sidder med en tekst. Storyboards kan være med til at gøre en historie levende, samtidig med at de fungerer som en visuel reference for dig og dine kunder – så kan dine kunder bedre danne sig et billede af det færdige produkt.
Det gør også produktionen af filmen meget nemmere. Når du laver et storyboard, laver du samtidig en plan for produktionen, så du ved præcist, hvad der skal laves, inden du går i gang. Så kan man bedre diskutere og blive enige om det visuelle udtryk, vinkler og stil, inden man går i gang med optagelserne, og man har en liste over, hvad der skal i kassen.
Hvordan laver man et storyboard?
Det behøver ikke være så svært at give sig i kast med at lave sit eget storyboard. Man kan enten gøre det på den ’old school’ måde ved at bruge papir og blyant, men der findes også digitale programmer, der kan bruges. Men fremgangsmåden er den samme.
Så det er faktisk bare at kaste sig ud i det. Her kommer en lille guide til, hvordan du kan gå i gang med at lave dit eget storyboard:
1. Lav en skabelon
Første step til at lave et storyboard er at lave en skabelon. Den skal egentlig bare bestå af nogle firkanter, hvor du skal tegne din scene i, og nogle linjer hvor du kan skrive tekst. Her er der et eksempel på et tomt storyboard, som det kan se ud.
Der er også masser af skabeloner, du kan printe via Google. Det er bare at søge dem frem.
Du kan tilpasse din skabelon, så den passer til netop dit projekt. Det kan være, der ikke er tale i din film. Så skal der måske være mere skriveplads til at beskrive scenen og kameravinklerne.
2. Tilføj dit manuskript
Når skabelonen er på plads, skal du til at planlægge scenerne. Her skal du tilføje dit manuskript og dele det op i de forskellige skud. Her tilføjer du dialogen til hvert skud og skriver nogle noter omkring, hvad der sker visuelt i scenen.
Du kan med fordel også lave noter omkring kameravinkler og bevægelser, overgange og andre detaljer, der kan være nyttige under produktionen eller i post-produktionen.
3. Tegn din historie
Når dialogen er på plads, kan du begynde at tegne, hvordan scenerne skal se ud. Og du behøver ikke være bange for, at dine tegneevner ikke rækker. Du kan fint bruge dine fineste tændstikmennesker. Det vigtigste er bare, at man kan se, hvad der sker i scenen.
Her er det også vigtigt at huske, at du ikke skal være super detaljeorienteret. Der skal ikke tegnes rekvisitter, baggrund eller bruges farver nødvendigvis. Der skal bare være nok visuelle detaljer så man får en fornemmelse af hvad der sker, hvilke karakterer der er i scenen, og hvad den generelle framing af billedet er.
Med disse tre trin kan du nemt få lavet et storyboard til din næste film eller animation. Sæt i gang!
Hvis du ikke selv har mod på at give dig i kast med at lave storyboards, så kan du tage fat i os! Vi hjælper dig gerne på vej med din næste produktion.
Du kan læse mere om hvad vi tilbyder indenfor videoproduktion her.